Hardangerjøkulen 2012

Hardangerjøkulen rundt 2012

Prolog

Den oprindelige plan var, at årets fjeldtur skulle være gået til svensk Lapland i slutningen af juli og starten af august, men pga. uforudsete omstændigheder blev jeg nødt til at aflyse turen i sidste øjeblik. Heldigvis opstod der mulighed for en kort tur lidt senere i august, hvor jeg valgte ruten rundt om Hardangerjøkulen i det sydlige Norge. En rute jeg tidligere har haft overvejet, og som jeg har haft hørt godt om fra andre fjeldvandrere. Turen skuffede da heller ikke på nogen måde, som det også fremgår af turbeskrivelsen og billederne nedenfor.
Skriv endelig en kommentar nederst på siden.

Turdata

Distance: 67,9 km
Hastighed: 3,4 km/timen
Tid: 20 timer og 5 minutter
(Alle højdedata nedenfor er beregnet med Google Earth)

Fredag 17. august

Distance: 4,4 km
Højdemeter: +99,6 m/-92,8 m (192,4 m)
Min: 1.214 m, Gns: 1.231 m, Max: 1.294 m

Jeg tog afsted hjemmefra 09:45 for at nå et fly Til Bergen 12:10. Jeg ankom til Bergen 13:30. Fra lufthavnen i Bergen tog jeg flybussen ind til Centrum. I G-Sport i Bergen Storcenter købte jeg 2×100 gram gas, og I Rimi købte jeg tændstikker – erfaringen fra 2011 var, at tændstikker ikke skal pakkes i den indcheckede bagage (se Friluftsliv og flyvning).
I Bergen ventede jeg ca. 1 time på toget mod Finse.

Ved Voss blev jeg nødt til at skifte plads, da det ikke havde været muligt at købe billet hele vejen fra Bergen til Finse pga. NSBs billetbestillingssystem.

Turen tog ca. 2 timer og 20 minutter og gik igennem mange tunneler men også flotte fjeldudsigter.

I Finse pakkede jeg tingene fra håndbaggagerygsækken (Ultra-Sil Day Pack) over i rygsækken.

Finse togstation

Finse station

Fra Finse gik jeg mod vest via traktorvejen langs Finsevatnet med udsigt til en brætunge fra Hardangerjøkulen. På vej mod turens første sommerbro, skulle de første par små snefelter passeres, og umiddelbart før broen var der et mindre vad, der dog uden problemer kunne klares ved at hoppe fra sten til sten. Efter at have kigget på kortet valgte jeg at slå lejr umiddelbart efter den anden sommerbro, da jeg kunne se, at der ville være et godt stykke at gå før der igen ville være brugbare lejrpladser, da en stejl stigning begynder umiddelbart efter sommerbro nummer to.

Udsigt over Finsevatnet

Udsigt over Finsevatnet

Lejrpladsen gav kun lige mulighed for at slå mit Terra Nova Laser op, og generelt var mulighederne for at slå lejr fra Finse og hen til sommerbro nummer to ikke specielt gode. Der var en del myg ved lejrpladsen.

Vejret var ok. En del skyer men også lidt diset sol og en perfekt vandretemperatur – hverken for varmt eller for koldt. I løbet af aftenen begyndte sorte skyer at trække sammen, og jeg håbede, at det ikke var et tegn på, at de lovede store mængder nedbør var på vej.

Lørdag den 18. august

Distance: 11,5 km
Højdemeter: +463 m/-337 m (800 m)
Min: 1.222 m, Gns: 1.417 m, Max: 1.514 m

I løbet af natten vågnede jeg flere gange pga. kraftig regn og blæst. Uvejret fortsatte hele natten og det meste af formiddagen, og det så først ud til, at det ville ende med at blive en overliggerdag pga. regn, blæst og en ganske tæt tåge op over stigningen. Formiddagen blev derfor brugt på at læse i teltet. Ved 10-tiden begyndte det dog at klare op, og jeg fik pakket ned. Ca. kl. 11 kom jeg afsted. Dagen var præget af stigningen fra ca. 1200 meter til over 1500 meter. Stigningen gik over skiftevis sne- og stenfelter, hvilket var ret strabadserende, men med flotte udsigter over Finsevatnet og med glimt til Hardangerjøkulen. Vejret var omskifteligt med regnbyger, lidt sol, lidt blæst og specielt på plateauet i ca. 1500 meters højde også tåge, hvor det var rart med GPSen, da det især ved passage af snefelter ikke var muligt at se, hvor stien fortsatte på den modsatte side.

Tågen og disen vendte tilbage højere oppe

Sne, tåge og dis

Efter søen 1371 var ruteafmærkningen ret dårlig. Bro nummer tre fra Finse var lidt speciel, idet den gik over et vandløb og endte på en stor klippe, hvorfra endnu et vandløb skulle forceres på en snebro. Der hvor stien gik var snebroen dog styrtet sammen og en alternativ rute måtte findes. Umiddelbart syntes jeg dog ikke alternativet virkede 100% sikker men heldigvis kom der en norsk far og søn forbi, hvor jeg fulgte i deres fodspor og kom sikkert over snebroen. Igen var ruten præget af meget få gode mulige lejrpladser.

Her bør stien ikke følges (sommerbro ved Nutavatnet)

Sammenstyrtet snebro

Ved 17-tiden orkede jeg ikke at gå længere og fandt heldigvis en nogenlunde lejrplads ved den sydlige ende af søen 1349. Pladsen var rimelig plan og med adgang til vand. Kort efter jeg havde fået sat teltet op begyndte det igen at blæse og regne kraftigt og resten af aftenen var præget af periodevis kraftig blæst og regnbyger.

I løbet af dagen mødte jeg flere andre vandrere. Om morgenen før jeg havde pakket sammen kom en større gruppe nordmænd forbi min lejr. Derudover mødte jeg et par og en kvindelig solovandrer der gik i den modsatte retning af mig. Derudover den tidligere nævnte norske far og søn samt et par der slog lejr tæt ved mig. Her snakkede jeg kort med manden om besværet med at finde ordentlige lejrpladser, samt hvor de kunne hente vand.

Igen regnede og blæste det kraftigt hele natten.

Søndag den 19. august

Distance: 10,6 km
Højdemeter: +529 m/-599 m (1.128 m)
Min: 953 m, Gns: 1.149 m, Max: 1.359 m

En udfordrende dag.

Startede, nærmest vanen tro, med at forcere et snefelt og kom efter en mindre stigning og nedstigning til en flot lille dal med et minidelta, en lille sø og udsigt til flere små vandfald samt 3-4 græssende får – ret idyllisk. I dalen mødte jeg en enlig vandrer i retning mod Finse, og kort efter kom jeg forbi en far og en søn der var ved at bryde deres lejr ned. På vej ned mod Rembesdalsseter er der to hovednedstigninger. Den første på store klipper ned mod Fossavatnet og ret enkel, men vil dog formentligt kunne være ret glat i regnvejr. Den næste nedstigning var mere udfordrende og virkede periodevis ret eksponeret og i kombination med, at der flere steder var meget glat gjorde det nedstigningen mindre behagelig – jeg skulle bare have vidst hvad der ventede.

Lille delta i dalen kort efter søen 1349

Den flotte lille dal med et minidelta

Umiddelbart efter nedstigningen er der et smukt engområde ved siden af en lille sø – meget idyllisk med en del blomster. Da solen var fremme benyttede jeg lejligheden til at holde en længere pause der blandt andet blev brugt til fotografering og hårvask. Efter pausen fortsatte jeg mod hytterne ved Rembesdalsseter som jeg bare passerede. Herefter fortsatte ruten på de stejle skrænter langs Rembesdalsvatnet. Periodevis noget eksponeret og glat. Da jeg kom til enden af søen blev stigningen noget stejlere og gik flere gange over i noget der mindede meget om klatring, hvor jeg måtte tage hænderne en del til hjælp. Alt for eksponeret efter min mening specielt med en tung vandrerygsæk på ryggen.

Oppe på det lille plateau ved et udløb fra Hardangerjøkulen var der en fantastisk udsigt til Rembesdalskåka – en gletscherarm fra Hardangerjøkulen. Herfra fortsatte ruten over to små broer – en planke og en stålwire at holde i, hvoraf det kun var nødvendigt at bruge den ene, to mindre vad samt over sommerbroen. Herfra gik det igen stejlt opad og flere gange gik det igen over i noget der nærmest bør betegnes som klatring. Et par gange måtte jeg endda have rygsækken af og først smide den op på næste hylde og derefter trække mig selv op. I kombination med at det var både glat og eksponeret, var det ikke en ret behagelig del af ruten, og en enkelt gang gled jeg endda og måtte have fat i en dværgpil for ikke at glide alt for langt – det kostede et par halvvåde bukser pga. det vand der løb ned over klipperne og som var en væsentlig årsag til det glatte føre. I mine øjne ikke en hensigtsmæssig rute når man bærer på en stor vandrerygsæk, og på kortet ser det ud til, at man kan slippe for “klatringen” på ruten efter plateauet ved Rembesdalskåka.

Rembesdalskåka

Rembesdalskåka

Ved 16:30 tiden slog jeg lejr på en lille bakketop mellem to småsøer. To ældre kvinder gik forbi ved 18-tiden.

Dagen startede meget tåget men ellers mest skyet med glimt til solen og kun enkelte regnbyger. Om eftermiddagen klarede det op med sol men dog køligt.

Solnedgang ved tredjedags lejrplads

Solnedgang på tredjedagen

Mandag den 20. august

Distance: 18,3 km
Højdemeter: +307 m/-562 m (869 m)
Min: 1.004 m, Gns: 1.131 m, Max: 1.300 m

Dagen startede igen med en opstigning på et snefelt. Derefter ret let vandret terræn med udsigt til Hardangerviddas vartegn Hårteigen. Vadet ved Helleelva var ret let, jeg valgte dog at tage vandrestøvlerne af og bruge mine Clogs, da sålerne på vandrestøvlerne har det med at blive lidt for glattte, når de bliver våde. Efter vadet blev terrænnet mere kuperet. Ved skillevejen mod Liseth/Kjeldebu/Rembesdalsseter var der fuldt mobilsignal, som jeg benyttede til at foretage et par opkald. Den sydlige del af ruten er småkuperet og letvandret dog med en stejl nedstigning mod Tverrli. Nedstigningen var våd og glat.

Da ruten igen gik mod nord var der meget mudret, og på et tidspunkt var der så meget mudder, at jeg røg i med begge ben til op over lårene, så her var der ikke andet for end at kaste sig fremad og få trukket sig selv op. Det lykkedes heldigvis, men meget ubehageligt og det resulterede i et par våde bukser og et par våde vandrestøvler der ikke nåede at tørre helt på resten af turen. Mudderet i det område var nærmest kviksandsagtigt. Frem til lejrpladsen var der generelt meget vådt og mudret – formentligt en konsekvens af sommerens store mængder regn. Der var få tørre og flade lejrpladser, men jeg fandt en plads ved udløbet fra søen 1027 med udsigt til Vestra Leirbottsskåka.

Vejret var dagen igennem overskyet. Om morgenen gjorde solen et ihærdigt forsøg på at brænde de lavthængende skyer af men uden held. Der var også et par enkelte regnbyger.

Skyggen og regnbuen

Regnbue ved lejrpladsen

Tirsdag den 21. august

Distance: 20,7 km
Højdemeter: +602 m/-409 m (1.011 m)
Min: 1.021 m, Gns: 1.264 m, Max: 1.442 m

Ruten var fortsat meget mudret. Jeg mødte to norske kvinder, som jeg snakkede kort med blandt andet om vejret der igen havde været blæsende og regnfuldt om natten, og jeg advarede dem om, at ruten i sydgående retning var mudret og fortalte dem om mit uheld dagen før. Før opstigningen til Helvetes Nutane var der et stort vad ved Skåltjørna som var noget uhensigtsmæssigt afmærket, da afmærkningen kan føre vandreren ind i den mest strømfyldte del af vandløbet, og specielt når man går mod uret kan det være svært at se præcis, hvor man bør gå. Ved toppen af opstigningen var der endnu et vad ved udløbet fra søen 1357. Vadet var ret nemt, men det var igen svært at se, hvor man burde gå når man vandrer mod uret rundt om Hardangerjøkulen, og afmærkningen er placeret på en måde der kan lede vandreren ud i den dybeste og mest strømfyldte del af vandløbet, hvilket her potentielt kan være meget farligt. Af en eller anden grund er begge disse vad ikke markeret på kortet, mens nemmere vad ved Helleelva og Brattefonnvatnet begge er markeret. Ruten var til tider dårligt afmærket og ofte på de mere kritiske steder. Opstigningen til søen 1360, hvor stien langs søen går i vandkanten, er lidt eksponeret – dog ikke noget slemt. Ruten fortsætter op i Helvetesgilet, hvorfra nedstigningen foregår på et stort snefelt. Ved Brattefonnvatnet er der et ret nemt vad. Her mødte jeg et ungt tysk par, hvis plan var at gå så langt som de orkede og slå lejr for næste dag at returnere til Finse. De gik begge i kondisko, hvorfor de valgte at vade barfodede – ikke det smarteste træk pga. risikoen for skarpe sten mv. Jeg så dem igen om onsdagen i Finse, hvor jeg kom til at tænke på, hvor de mon havde slået lejr, da mulighederne syd for Brattefonnvatnet ikke var specielt gode. Selvom det blev en lang dag med mange kilometer i benene valgte jeg at gå helt til Finse, hvor jeg købte to tiltrængte colaer til den nette sum af 35 NKR stykket, men godt smagte de. Personalet på Finse 1222 åbnede endda deres butik bare for min skyld. Jeg slog lejr ved reguleringsdæmningen ved Finsevatnet.

Vejret var hele dagen pænt med en del sol pånær en enkelt regnbyge. Men efter ankomsten til Finse begyndte det at regne, og jeg blev nødt til at slå telt op i regnvejr. Teltet og nogen af mine ting nåede selvfølgelig at blive ret våde, før jeg havde fået det op.

Austra Leirbotnskåka

Austra Leirbotnskåka

Epilog

Selvom vejrudsigten forud for turen ikke så specielt lovende ud, og at der reelt var både mere regn, vind og mindre sol end lovet af det norske meterologiske institut, så endte det så heldigt, at det meste regn og blæst var om natten med kun enkelte byger og lidt tåge om dagen og endda et par dage med en del sol.
Vejrudsigt
Vejret var derfor på ingen måde ødelæggende for turen, selvom solskin med lidt hvide Cumulusskyer på himlen selvfølgelig er det flotteste vejr man kan have på fjeldet. Temperaturmæssigt var det helt perfekt vandrevejr.

Når man tager turen mod uret rundt om Hardangerjøkulen får man de hårdeste og stejleste stigninger de første par dage, og det er nok en smagssag, hvad man foretrækker. De fleste jeg mødte på turen gik dog med uret rundt om jøkulen, så måske det er det mest almindelige.

Turen er generelt meget flot og med smukke kig til jøkulen. Ruten er dog præget af mange sten og det kan være svært at finde gode lejrpladser. Overordnet er ruten rigtigt godt afmærket med røde “T’er” og varder, men visse kritiske steder er afmærkningen dårlig, og ved et par vad (beskrevet ovenfor) var afmærkningen decideret forkert og ville kunne lede vandreren ud i en farlig situation. Enkelte steder går ruten over i noget der mest af alt må skulle betegnes som klatring, hvilket i glat føre og med en tung rygsæk på ryggen giver lidt ekstra udfordringer.

Alt i alt en supergod tur og meget anbefalelsesværdig.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *